Viser opslag med etiketten opskrift/recipe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten opskrift/recipe. Vis alle opslag

mandag den 15. juli 2013

Gateau Marcel


Ingredienser:

  • 150 g. mørk chokolade, (jeg brugte Valrhona 70%)
  • 150 g. sukker
  • 150 g. smør
  • 150 g. past. æggeblommer
  • 150 g. past. æggehvider
Fremgangsmåde: Start med at tænde din ovn på 180 grader. 
Chokolade, sukker og smør smeltes over vandbad. Når det er en ensartet chokolademasse tilføjes æggeblommerne. Æggehvider piskes stive og vendes i chokolademassen. Vend til det igen er en ensartet masse. Hældes i springform og bages i ca. 20 min. 

Kagen hæver op, men falder sammen igen. Og så er den allerbedst kold! 

- Opskriften fandt jeg på Madbandittens blog lige her. 

mandag den 14. januar 2013

Pølsehorn med squash og gulerod


Ingredienser (36 stk)

  • 2 gulerødder, revet
  • 1 squash, revet
  • 3/4 L. mælk
  • 2 pk. tørgør eller 2 pk. alm. gær 
  • 300 g. cremefraice eller ylette, ymer, naturel 
  • salt
  • 1 cup rugmel
  • 1/2 cup grahamsmel eller fuldkornshvedemel
  • ca. 700 g. hvedemel
  • 18 pølser, skåret i halve
  • Ketchup
Fremgangsmåde: Mælken lunes, hældes i en skål og gæren røres ud. Creme fraice, revet squash og gulerod, salt, rug- og grahamsmel tilsættes. Bland det godt sammen. Nu tilsættes hvedemel inde din dej er æltet godt sammen til en ensartet masse. Dejen stilles til at hæve i ca. 30 minutter et lunt sted. 

Dejen deles i 4 lige store stykker som hver rulles ud til en cirkel på ca. 40 cm. Skær hver cirkel ud i 8 trekanter og kom en klat ketchup + en halv pølse på hver. Fortsæt på samme måde med resten. Pølsehornene bages på en bageplade i 20-25 minutter i en 220 grader varmluft. Hold øje med dem, 


- Denne opskrift havde jeg også på min gamle blog, men her er den så igen. Den oprindelige opskrift fandt jeg på Twin food bloggen her. 

lørdag den 12. januar 2013

Appelsin-marcipan-karamel-mandel-tærte, et smagsvidunder

Ingredienser (10-12 pers.)

1. Mørdej
  • 300 g. hvedemel
  • 150 g. smør, stuetemp.
  • 100 g. flormelis
  • 1 æg
  • korn fra 1 vanilje stang
Fremgangsmåde: Alle ingredienserne æltes sammen til en sammenhængende og ens dej. Lægges på køl ca. 30 minutter, evt mere.


2. Mazarinmasse 
  • skal af 2 økologiske appelsiner
  • 150 g. rå marcipan
  • 100 g. sukker
  • 65 g. smør, stuetemp.
  • 1 1/2 æg
Fremgangsmåde: Appelsinerne vaskes og rives fint (pas på ikke at få det hvide lag med). *Skallen æltes sammen marcipanen og sukkeret med hænderne. Herefter æltes smørret ind i, men kun lidt ad gangen. Til sidst er det ægget der piskes ind i lidt ad gangen.

*Efter min erfaring er det bedst at ælte appelsinskal, marcipan, sukker og smør sammen med hænderne, men når ægget skal tilføjes er en røremaskine bedre.  


Fremgangsmåde til samling af tærten DEL 1 AF 2: En tærteform på ca. 26 cm smørres og fores med den udrullet mørdej. Dejen trykkes fast til kanter og bund. Herefter fyldes mazarinmassen ovenpå og det stryges glat ud. Tærten bages i ovnen i ca. 25 minutter ved 175 grader varm ovn - færdig når den har sat sig og giver efter ved et let tryk. Tærten afkøles helt i formen. 

3. Karamelmasse
  • 190 g. sukker
  • 120 g. smør
  • 1,2 dl. fløde
  • 1 spsk honning
  • 250 g. mandler, grofthakkede
Fremgangsmåde: Sukker, smør, fløde og honning koges op i en gryde under konstant omrøring til det bliver en gylden karamel. Gryden tages af varmen og de hakkede mandler røres i. 

Fremgangsmåde til samling af tærten DEL 2 AF 2: Mandelkaramellen hældes ovenpå den afkølede tærte, som stadig er i sin form. Tærten bages i endnu 15 minutter ved 185 grader varme. 

Nu skal du kun vente på at tærten er afkølet fuldstændig inden servering. 

- Opskriften fandt jeg her på Himmelske Kager 

søndag den 6. januar 2013

Nougat cupcakes m. Lime topping


Ingredienser (12 stk  cupcakes):

  • 50 g. smør, stuetemp.
  • 150 g. sukker
  • 125 g. nougat, stuetemp. 
  • 2 æg
  • 1 1/4 dl mælk
  • 125 g. hvedemel
  • 1 1/2 tsk bagepulver
Fremgangsmåde: Tænd din ovn på 200 grader alm. ovn. Start med at piske smør, sukker og nougat sammen til en cremet konsistens. Pisk herefter ét æg i ad gangen. Pisk så mælken i. Tilsidst vendes hvedemel og bagepulver i. Dejen fyldes i 12 forme og bages i 20 minutter. Afkøles helt. 


Ingredienser til frosting:
  • 250 g. mascarpone
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 1 spsk flormelis
  • 1/2 dl fintrevet hvid chokolade
  • Skallen fra 1 lime
Fremgangsmåde: Mascarpine, vanilje og flormelis piskes sammen til en luftigt masse. Herefter vendes chokolade og limeskallen i. Massen fyldes i sprøjtepose, evt. med rosentyl. Pynt dine afkølede cupakes med toppingen.


- Jeg havde en dag forleden hvor jeg fik lyst til at bage cupcakes. I køleskabet havde vi en masse åbnet nougat som skulle bruges, efter nytår havde jeg fået alle limefrugterne med hjem og der var en mascarpone der skulle bruges. Oven i det havde jeg også fået en rosentyl i julegave, og den ville jeg prøve. Derfor fandt jeg på at blande tingene sammen. Nougat med lime til at friske det hele lidt op. Det lyder jo egentlig meget godt ikke? Dét er det virkelig også! Nougatcupcake opskriften fandt jeg her og mascarpone lime toppingen her. 

søndag den 16. december 2012

Chocolate Crinkle Cookies, yummy in my tummy

Jeg har længe haft lyst til en ordentlig cookie og de her er simpelthen så lækre. En rigtig chokoladebombe. Pigerne fra Twin Food har gjort det igen! 

Ingredienser (6 cookies):

  • 1 æg
  • 100 g. sukker
  • ½ dl olie, evt. solsikke
  • 25 g. kakaopulver
  • 1 tsk vaniljesukker
  • ½ tsk bagepulver
  • 80 g. hvedemel
  • Flormelis 
Fremgangsmåde: Start med at piske ægget og sukkeret luftigt, hvorefter du tilsætter olie, kakao, vanilje og bagepulver. Til slut pisker du melet i og stiller dejen på køl i ca. 1 time, som vil gøre den meget nemmere at arbejde med. Når dejen har stået i en time (eller mere) ruller du seks halvstore kugler som du hver i sær ruller i flormelis. Placér kagerne på en bageplade med bagepapir. Du kan evt. give kagerne et let tryk. Bag dem i ca. 13 minutter i en 175 grader varm ovn. Lad dem køle helt af inden spisning og nyd! 

torsdag den 29. november 2012

Pumpkin pie, en orange lækkerbisken


Du kan lige nå det lidt endnu, hvis du skulle have lyst til at bage denne skønhed. Efteråret er blevet erstattet med vinter og derfor forsvinder de danske hokkaidogræskar også lidt efter lidt. Tærten her er med garanti blevet serveret tusind af gange i USA da det jo forleden var Thanksgiving, men hjemme hos mig er den blevet serveret for forældre, kæreste, og mine nye kollegaer på arbejdet. Den største af tærterne smed jeg nemlig i fryseren og da så arbejdet kaldte til personalemøde lovede jeg at hive den op igen og smilene var store! Især hos de to som hver fik en kvart med hjem til hygge med deres mænd ;-) Igen har jeg fundet opskriften hos en anden blogger, denne gang The Cakeaholic, lige her! Det eneste jeg gjorde anderledes var at erstatte muskovadosukkeret med farin og undvære stødt ingefær. Mørdejen her var dejlig nem at arbejde med og vil blive brugt igen mange flere gange.

Ingredienser til 1-2 tærter (opskriften siger én tærte på 26 cm, men jeg fik to ud af det)

1. Mørdej: 
  • 300 g. hvedemel 
  • 150 g. stuetemp. smør 
  • 100 g. flormelis 
  • 1 æg

Fremgangsmåde: Alle ingredienser æltes sammen, til den er en sammenhængende ens masse. Herefter lægges dejen på køl i cirka en halv time. Rul dejen ud på et meldrysset bord og sørg hele tiden for at dejen kan flyttes rundt på. Læg dejen i din tærteform(e) og blindbag (læg bagepapir i og hæld tørrede bønner i, evt. kikærter) i 15 minutter i en 200 grader varm ovn. 

2. Hokkaidofyld: 
  • 1 hokkaido græskar
  • 150 g. farin eller muskovado sukker 
  • 1 spsk majsstivelse 
  • ½ tsk salt 
  • 3/4 tsk kanel, stødt
  • 3/4 tsk stødt ingefær (kan undværes) 
  • 1 tsk vaniljeekstrakt (evt. mere, smag dig frem) 
  • 1/4 tsk stødt muskatnød 
  • 1 dåse kondenseret mælk 
  • 3 æg

Fremgangsmåde: Start med at halvere dit græskar og derefter fjerne kernerne. Skær det så ud i både som bages i 50 minutter i en 130 g. varm ovn (græskarkødet skal være helt mørt). Herefter skraber du kødet ud i en skål eller en foodprocessor, i hvert fald skal det blendes til en puré. Denne puré piskes sammen med farin, majsstivelse, salt, kanel, ingefær, vaniljeekstrakt, muskatnød, kondeseret mælk og æg i en stor skål. 

Hæld nu dit lækre græskarfyld i den blindbagte mørdej og bag tærten eller tærterne i 35-40 minutter ved 175 grader varm ovn. Midten skal være fast inden tærten tages ud. Giv gerne tærten lov til at stå og køle lidt af før den serveres. Server evt. med sigtet flormelis, is eller flødeskum. 

onsdag den 28. november 2012

Knasende kaffe marengs


Hvad bruger man æggehvider til, som er tæt på udløbningsdatoen? Jeg kom til at tænke på Penny Lane i Aalborg, hvor jeg på en shoppingtur for flere år tilbage fik lokket min storesøster til at købe mig en kaffemarengs og jeg elskede den! Faktisk er jeg ikke typen der drikker kaffe, men jeg elsker alt andet der smager af kaffe og dufter af kaffe, så længe det ikke ér kaffe. Mærkeligt ja. Igår fik jeg så lyst til at prøve at lave mine egne, og de er såmænd gode. Jeg googlede mig frem og kom ind på siden Madunivers, hvor jeg så fandt opskriften. En anden gang tror jeg at jeg vil prøve mig frem med at blande masser af vaniljekorn eller kanel i marengsblandningen så man får en lækker anderledes marengs. Se også mit tidligere indlæg med søde  knasende marengsspøgelser, som jeg lavede op til halloween. De var et hit og forsvandt som dug for solen.

Ingredienser:
  • 3 bæger pasteuriserede æggehvider 
  • 20 g. sukker - blanding af 125 g. flormelis + 125 g. sukker
  • 1 spsk pulverkaffe (jeg brugte Änglamark Instant Café, som jeg let knuste med en ske).  
Fremgangsmåde: Start med at piske æggehviderne stive. Tilsæt de 20 g. sukker og pisk lidt mere til det hele er blandet. Vend så den sukkerblandingen i det stivpiskede æggehvider. Herefter vender du kaffen i. Brug en  sprøjtepose med en stor tylle på ca. 12 mm - fyld æggehvideblandingen i. Nu sprøjter du små toppe på ca. 6 cm ud på en bageplade med bagepapir. Start med at bage toppene i 30 minutter i en 150 grader varm ovn og herefter en time i en 110 grader varm ovn. Tag de nu tørre og lette toppe ud af ovnen og lad dem køle af inden du prøver at tage dem af bagepapiret - vær forsigtig da de er meget porøse.

Opbevar dine kaffemarengs i en kagedåse. 

tirsdag den 27. november 2012

Chokoladeboller

Server de her basser til en fødselsdag eller måske som tilbehør til aftenkaffen. En lun chokoladebolle går du aldrig galt i byen med! Selve opskriften fandt jeg på bloggen her, som hedder Madmedhjertet :-) Og så har jeg kun én ting at sige her til sidst: Husk for guds skyld saltet! ha ha, upsi ;-)

Ingredienser (14 stk): 
  • 50 g. gær - 100 g. smør  
  • 4 dl - kærnemælk (jeg brugte alm. mælk) 
  • 1 tsk salt 
  • 2 spsk sukker 
  • 2 æg
  • ca. 800 g. mel 
  • 100 g. grofthakket chokolade, mørk
Fremgangsmåde: Smøret smeltes og røres sammen med mælken. Rør så gæren ud heri. Sukkeret, saltet og æggene røres herefter også i. Ælt lidt af melet i til du har en grød-konsistens og bland chokoladen i. Resten af melet æltes i til dejen virker mættet, men dog stadig en lille smule klisteret (det gøres nemmest ved brug af røremaskine, men det er smag og behag). Lad nu din dej hæv i én time, i en skål, dækket over med evt. et viskestykke. 

Nu skal din dej deles i 14 lige store stykker som formes til boller og placeres på en bageplade hvor de nu skal efterhæve i 30 minutter. 

Pensl de godt hævede boller med et sammenpisket æg.

Bag bollerne i en opvarmet ovn på 200 grader, i 12 minutter - de skal have en let lys brun farve og lyde hyle når du banker forsigtigt under. 

søndag den 25. november 2012

Fedtfattige blåbærpandekager

Jeg giver jer nu opskriften på nogle super nemme og lækre pandekager, som du kan spise med en okay samvittighed. Jeg kan ikke huske hvor jeg fandt opskriften i tidernes morgen, men jeg har haft stor glæde af den og derfor er opskriften også skrevet ind i min egen lille blomstrede notesbog hvori jeg skriver alle mine favoritopskrifter i, eller min mors bedste opskrifter for den sags skyld (jeg skal jeg nødigt undvære hendes mad når jeg flytter hjemmefra! ha ha ). Jeg kan klart anbefale dig at prøve disse pandekager - de er en favorit! 

Ingredienser:
  • 200 g. hvedemel 
  • 50 g. grahamsmel 
  • 50 g. rugmel 
  • ½ tsk salt 
  • 3 tsk bagepulver 
  • 3 spsk sukker (eller evt. 4 spsk druesukker) 
  • 1 spsk vaniljesukker 
  • 1 æg 
  • 5 dl. mælk 
  • 1 spsk olie 
  • 1 lille pose frosne blåbær.
Fremgangsmåde: Bland alle de tørre ingredienser. Pisk mælken, ægget og olien i med en elpisker. Kom herefter blåbærene i. Bag dem nu på en slip-let-pande over middelvarme. Kom evt. en lille klat becel eller andet på inden dine pandekagedej.

Lav pandekagerne som store tynde pandekager eller som små tykke "amerikanske" pandekager. De er super lækre til morgenmad.

fredag den 23. november 2012

Granatæble fløde is, verdens bedste

Som overskriften siger er dét her verdens bedste is og crediten vil jeg give til den dygtige blogger Maja fra bloggen Chocolat. Maja formår altid at få mit mundvand til at løbe med de super inspirerende og lækre billeder og opskrifter hun ligger ind på bloggen. Granatæble er noget jeg elsker og det var derfor oplagt for mig at lave isen her. Faktisk har jeg efterhånden lavet den mange gange og den er et hit ved alle. Jeg forstår dem godt!

Ingredienser:

  • 230 g. granatæblekerner (ca. 1½ granatæble) 
  • 150 g. sukker 
  • 140 g. fløde (ca. 1 dl) 
  • 80 g. mælk (ca. 1 dl) 
  • 1/4 vaniljeekstrakt - evt. hvid chokolade - hakket.
Fremgangsmåde: Start med at befri kerner fra granatæblernes skal. Blend så kernerne med halvdelen af sukkeret. Sigt din puré for kun at få saften og dermed undgå de små hårde kerner. Bland den anden halvdel af sukkeret, fløden, mælken og vaniljeekstrakten i en skål. Tilsæt granatæblesaften. Kør så massen på din ismaskine - stop efter ca. 20 minutter, så du får en lækker blød is. Hvis du vil have hvide chokolade stykker i isen, blander du dem i, et par minutter før isen er færdig. (Jeg har erfaret at man ikke skal komme for meget i da det i det tilfælde bliver meget meget sødt). 

Isen kan spises med det samme eller fryses ned som alt andet is. Velbekomme kære læser, du vil ikke fortryde! 

lørdag den 3. november 2012

Mississippi mud pie, en ordentlig chokoladesag

For nogle uger tilbage besøgte jeg min dejlige veninde Katrine i hendes lille landby og kæmpe flotte træhus. Vi gik i klassen sammen igennem hele hf og blev tætte veninder som tit havde snacks og kager med til hinanden. Derfor var det også oplagt for os at lave en kage sammen. Ikke en der skulle bages, men en god tung sag som Katrine aldrig havde hørt om. Det blev der hurtigt lavet om på og sammen fik vi lavet missisippi mudpie efter denne opskrift som jeg fandt på dk-kogebogen her. Du kan være sikker på at du ikke kan spise mere end et lille stykke, men den smager bare så godt.

Ingredienser til bund:

  • 150 g. knuste digestive kiks 
  • 50 g. usaltet smeltet smør.
Ingredienser til fyld:

  • 300 g. skumfiduser 
  • 6 spsk mælk 
  • 0.25 tsk kanel 
  • 350 g. mørk chokolade 
  • 4 dl piskefløde 
  • 4 spsk rom 
  • 4 spsk stærk kaffe 
Pynt: 

  • kakaopulver 
  • 50 g. revet chokolade
Fremgangsmåde: Smelt det usaltede smør og knus kiksene godt. Bland de to ting sammen og kom det så i bunden af en springform på ca. 22 cm i diameter. Brug din håndflade til at presse det godt sammen i formen.

Skumfiduser, mælk og kanel røres sammen i en lille gryde/kasserolle, indtil skumfiduserne er smeltede. Tag gryden af varmen og afkøl. Smelt chokoladen over vandbad og afkøl. Fløden piskes stiv. Rom og kaffe vendes rundt i den stivpiskede fløde. Vend så den smeltede chokolade og flødeskummet i den smeltede skumfidusblanding. Herefter hældes massen i springformen, oven på kiksebunden. Springformen dækkes med sølvpapir og stilles i køleskabet. Kagen er klar når den er fast når du forsigtigt bevæger din springform. 

Nu kan du sigte kakaopulver over kagen i et jævnt lag og yderligere pynte med chokoladespåner.

onsdag den 31. oktober 2012

Chokolade cupcakes m. pebermyntefrosting


Ingredienser til ca. 20 cupcakes: 

  • 200 g. sukker 
  • 2 æg, stuetemp. 
  • 3 dl creme fraiche, stuetemp. 
  • 100 g. smør, stuetemp. 
  • 50 g. kakao 
  • 150 g. mel 
  • 1 tsk bagepulver 
  • 100 g. mørk, smeltet chokolade.
Frosting: 

  • 125 g. smør, stuetemp. 
  • 250 g. flormelis 
  • 2 tsk pebermynteessens
  • lidt mælk 
  • grøn farve
Fremgangsmåde: Pisk æg og sukker sammen til en luftig masse. Tilsæt smør og creme fraiche og pisk til det er blandet sammen. Bland mel, bagepulver og kakao i en skål. Tilsæt din æggemasse over et par omgange, pisk godt. Smelt din chokolade i et vandmad eller let i mikroovnen og tilsæt den så til dejen. Nu mangler du kun at fylde dine forme op 2/3 og så skal kagerne bages ved 200 grader i ca. 15 minutter. Sørg for at tjekke dine kagers midte inden du tager dem ud af ovnene - det gøres bedst ved at stikke en tynd strikkepind eller en tandstik i midten, hvor der helst ikke skal sidde en helt våd dej på pinden når den tages op. Hvis de har fået for lidt vil de også falde sammen på midten når de kommer ud af ovnen. 

Pisk smør og flormelis luftigt. Tilsæt mælk undervejs - ikke for meget af gangen, sørg for at massen ikke bliver flydende. Essens og farve tilsættes - smag til om der er nok smag. Find din sprøjtepose eller en frysepose frem med den ønskede tyl. Fyld den op og sprøjt på kagerne.

- Opskriften stammer fra Annettes kager som har nogle rigtig fine ting på både blog og sin shop. 

tirsdag den 30. oktober 2012

Hokkaidosuppe i flot efterårskulør


Ingredienser til en portion til 4 personer: 
  • 1 hokkaido græskar, befriet for kerner, skåret i tern med skrællen 
  • 1 løg i tern 
  • 4 fed hvidløg, presset 
  • 2 store gulerødder i tern 
  • 4 mellemstore kartofler i tern
  • 1/3 hel rød chili,  uden kerner 
  • 1 tsk revet, frisk ingefær 
  • 1 æble 
  • 1 ½ dl fløde 
  • 1 spsk olivenolie 
  • 1 spsk citronsaft 
  • ½ tsk spidskommen 
  • salt og peber 
  • kogende vand.
Fremgangsmåde: Græskar, kartofler, gulerødder, løg og hvidløg kommes i en gryde og sauteres i et par minutter - det foregår bedst over middelvarme. Hæld herefter vandet på så det dækker 2/3 af alle grønsagerne. Der kan altid kommes mere vand i hvis supper er for tyk. Din chili lægges oven på grønsagerne sammen med den revne ingefær og spidskommen. Låget ligges på og nu koges suppen i 15-18 minutter under høj varme. Efter det blendes suppen i alm. blender eller med stavblender. Den blendes til den er glat og cremet og så tilsættes citron og fløde. Smag til med salt og peber. Sørg for at suppen er varm inden servering, ellers varm suppen forsigtigt op igen. 


Topping: 
  • Græskarkerner, ca. én håndfuld 
  • 1 tsk smør 
  • 1 tsk olivenolie 
  • lidt salt 
  • 1 æble i tern 
  • 2 tsk citronsaft* 
  • ½ tsk honning* 
  • yoghurt naturel. 

Fremgangsmåde: Smør og olie varmes op på panden, græskarkernerne smides på og røres med rundt. De er færdige når de begynder at poppe. Dine æbletern vendes i honning og citronsaft, *men det kan også undlades. Hvis du har lyst kan du komme en eller to skefulde yoghurt på din suppe. 

- Opskriften fandt jeg på bloggen her og jeg håber nu at du også kan bruge den lækre suppe til at varme dig på i de her meget kolde dage! ;-)   

mandag den 29. oktober 2012

Vegetarisk samosa

Jeg er blevet sindssygt glad for grønsager og vegetariske retter, mere end nogensinde før. Det samme er min søster og derfor har hun et par vegetar kogebøger stående på hylderne. Den ene af dem Den store vegetariske kogebog er en af de bøger der står højest på min ønskeseddel da den indeholder nogle rigtig lækre opskrifter - heriblandt disse samosas. Med min søster på besøg var igår dagen hvor vi var nødt til at prøve dem af! Da det var tid til rulle dem rigtig sammen var vi lidt på bar bund og fandt derfor en guide på youtube med en rar indisk dame som kunne hjælpe os godt på vej. Ud fra den har jeg lavet en lille billedecollage som jeg håber kunne hjælpe lidt - måden vi gjorde det på fungerede rigtig godt.

Ingredienser: 
  • 1 spsk olivenolie 
  • 2 spsk frisk hakket ingefær 
  • 3 mellemstore kartofler, skrællede og i tern 
  • 90 g. ristede, hakkede cashewnødder 
  • 15 g. kokosmel 
  • 3 spsk kokosmælk 
  • 3 spsk hakkede mynteblade 
  • salt og peber 
  • 1 ½ rulle optøet filodej 
  • majsolie el. anden smagsneutral olie.

Fyldets fremgangsmåde: Olivenolien opvarmes i en stor dyb tykbundet pande. Kartofler og ingefær steges i 8 minutter under konstant omrøring. Cashewnødder, kokosmel, kokosmælk og mynte tilsættes og det hele rører godt sammen. Smag til med salt of peber. Lad så blandingen køle lidt af. 

Her skal du bruge ét sammenpisket æg. Fold din optøede dej ud. Her kan du se ridset af hvordan der er flere plader i en rulle. 

Fremgangsmåde til at folde:
1. Start med at folde en plade over langs. Klister dem sammen med lidt vand. 
- Pensl lidt æg i bunden som vist på billedet. Det vil fungere som lim inden næste trin. 
2. Tag det nederste venstre hjørne og fold det op til øverste kant. 
3. Trekanten du lige har lavet pensles nu med æg, men ikke for meget. 
4. Nu folder du trekanten over til den anden side, så der stadig er en trekant 
5. Pensl så igen trekanten med æg og fold den over en sidste gang. 
6. Nu skulle du gerne have en en slags kræmmehus med en firkantet stykke dej foroven som vist på billedet 
7. I hulrummet i kræmmerhuset kan du nu fylde cirka en skefuld af dit fyld i 
8. Firkanten pensles med æg 
9. Firkanten bukkes over og skal gerne klistre godt fast 
10. Til sidst vender du din samosa om og bukker det lille overskydende stykke dej ind. Videoen som hjalp os finder du her (fra 1:36 minut)

Varm den smagsneutrale olie op i en sauterpande. Dyp enden af en tændstik (enden en svovl) i olien og hvis det bobler omkring træet er olien klar. Lig så forsigtigt et par samosas i olien og giv dem 8 minutter. De dryppes af på et lag af køkkenrulle. Vi spiste dem med en chilisauce og dressing af græsk yoghurt, finthakket agurk, salt og peber. 

søndag den 28. oktober 2012

Bananmuffins m. chokoladestykker

Hvis du har nogle rigtig gamle bananer til at ligge i din frugtskål er det hér den her opskrift kommer ind i billeder. Her er det nemlig bedst at brune nogle bananer som er godt brune og overmodne. Jeg nåede lige at stoppe min mor før hun ville smide vores bananer ud, og kunne derfor bruge dem til en undskyldning for at bage endnu en gang. De var super lækre, svampede og søde med den gode chokolade og som et lille plus var de rigtig enkle at lave. Opskriften er fundet i min mors ugeblad søndag, som jeg for længe siden rev ud og satte i min dessertmappe. God bagning på din søndag ;-) 

Ingredienser til 12-14 stk:
  • 150 g. stuetempereret smør 
  • 250 g. rørsukker 
  • 3 æg 
  • 2-3 brune/modne bananer 
  • 4 spsk mælk
  • 2 tsk vaniljesukker 
  • 80 g. kokosmel 
  • 200 g. hvedemel 
  • 2 tsk bagepulver 
  • 100 g. mørk chokolade

Fremgangsmåde:
Din ovn tændes på 180 grader. Smør og sukker piskes sammen til en luftig masse og æggene piskes så med ét ad gangen. Skræl dine bananaer og mos dem i en skål med mælken. Vend smør-ægge-blandingen med bananmosen, kokosmel, vaniljesukker, mel og bagepulver. Hak chokolade fint og rør det i dejen. Fyld dine muffinsforme og bag dem i den opvarmede ovn i 20 minutter. Når de har bagt færdig køles de af på en bagerist og serveres så evt. med revet chokolade og flødeskum, men de er også gode som de er.  

fredag den 26. oktober 2012

Knasende marengs spøgelser

Jeg sad på bloglovin' og læste med på alle de nye blogindlæg - på bloggen Foodblogging faldt jeg så over de sødeste små spøgelser og jeg følte med det samme en kæmpe trang til at være med på halloween tendenserne (lidt halloween skal der vel være). Jeg lavede mine med Urtekrams lakridsrodspulver og granatæblearoma. Anderledes men super godt! Min kæreste synes også det var super sjovt at være med til at bestemme hvilke ansigter de skulle ha'. Lidt legedreng er han vel nok på trods af sin "voksne alder" ;-) Hvis du også vil lave små spøgelser kan du se hvordan på linket her - alt du skal bruge er pasteuriserede æggehvider, flormelis og smag. Dejlig nemt ikke?